Blog - Lyst-til-livet.dk - Peer Mathiesen

Sanselig aften på Tobbers Madbar – inkluderet mad og klarsynsaften

8. maj 2019/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Mandag aften den 6. maj 2019 havde Tobbers madbar og lyst til livet den 3 event indenfor 2 måneder hvor begivenheden var “Sanselig aften med lækker mad og klarsynsaften” der var denne gang 23 deltagere til arrangementet. Tidligere havde der været udsolgt med 55 pladser – men så er der også meget tæt pakket.

Det var en succesrig aften hvor alt klappede som det skulle – maden var særdeles lækker og mens deltagerne nød den i fulde drag forberedte jeg mig til at gå på platform. Som altid sad jeg inde på Tobbers Cafebar. Her er der en smule ro til at meditere og få de første budskaber til publikum.

Klokken 19.15 gik jeg så på platform, og efter en kort præsentation af lyst til livet gik vi i gang. Først skulle deltagerne meditere for at vi kunne få energien op at køre. Derefter jeg jeg på og som altid havde jeg det første budskab skrevet på en seddel. Budskabet får jeg altid mens jeg forbereder mig i stilhed. Så spørger jeg guiden om jeg kan få et budskab til en af deltagerne. Jeg læste op fra sedlen og en af deltagerne kunne sagtens bekræfte indholdet på sedlen. herefter fik deltageren et budskab fra guiden. Sådan fortsatte aftenen, kærlige budskaber til deltagerne. Vi havde en pause undervejs hvor man kunne købe forfriskninger, kaffe, te etc.

Det er en fantastisk følelse at møde så mange mennesker, og få mulighed for at give et budskab fra den smukke åndelige verden.

dav

Workshop test din psykiske evner på Tobbers Madbar

3. maj 2019/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Den 2 og 29 april har jeg sammen med Tobbers Madbar afhold workshop nede i Torben´s restaurant. Det har vist sig at være en rigtig god løsning for både workshop deltagerne og mig. Tobbers Madbar serverer virkelig fin mad i tidsrummet kl. 18-19.

Så går jeg på hvor indholdet bl.a. er teori om sindet, mental uro og stress, guidet meditation til musik, clairvoyante øvelser til deltagerne m.m. Undervejs holder vi en pause på ca. 20 minutter hvor deltagerne får kaffe/te og 3 slags kager. Stemningen er fantastisk, og når klokken nærmer sig 21.00 er deltagerne god trætte, men på den gode måde. Vi er på den måde i den samme energi, har tavshedspligt og man føler sig tryk til at vise hvem man er og hvad man indeholder. Det kan som bekendt være svært når man er sensitiv.

Fantastisk generalprøve hos Tobbers Madbar – Klarsynsdemonstration

6. februar 2019/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Vi var nogle glade mennesker efter generalprøven hos Tobbers Madbar i går, hvor vi præsenterede vores nye koncept med en sanselig aften indeholdende dejlig mad og klarsynsdemonstration med budskaber fra guider og afdøde relationer.

Der var udsolgt med 55 pladser så der var run på. Alle deltagerne startede med en dejlig middag kl 18.00 og kl. 19.15 gik jeg på platform og præsenterede budskaber til udvalgte personer. Der var en kort pause undervejs hvor man kunne købe kaffe/te og kage. Herefter var jeg igen på podiet. Energien var rigtig fin taget i betragtning af, at der altid vil være kritiske holdninger til den åndelige verden. Alt i alt en fantastisk opløftende aften med masser af tilfredse og glade mennesker.

Næste event er den 18 marts med akkurat samme indhold. her må vi desværre melde UDSOLGT (vi er selvfølgelig også glade og stolte)

Tirsdag den 2 april kl. 18.00-19.00 har vi i fællesskab arrangeret en mini-workshop hvor deltagerne kan træne deres intuition, sanser og psykiske evner. der vil være guidet meditation, energiøvelser og træning af sanser og indfølingsevne. der vil være clairvoyant supervision af Peer Mathiesen og så vil jeg give en prøve på klarsynsdemonstration. I dag den 6 februar er der kun 3 pladser tilbage som udbydes som først til møller :-)

Nye spændende events

30. januar 2019/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Her er mine nye arrangementer 🙂

28/3
Samarbejde med Vivi Bjerg Viuff fra “La Petite Provence”, den idylliske franske oase på Houens Odde Gaard ved Kolding.
Tidspunkt kl. 18.45 – 21.00 – Du kan bl.a. gå på opdagelse i oasen af provencalsk charme med et udvalg af produkter, nyde en klarsynsdemonstration og forfine dine sanser med lækker kage, kaffe og te.
Hold øje med begivenhed i kalender

2/4

Workshop på Tobbers Madbar i Kolding
Tidspunkt kl. 18.00 – 21.00. En workshop hvor du selv kan få lov til at teste dine spirituelle evner, meditere, træne dine sanser og anvende din sensitivitet.
Der vil blive serveret dejlig sanselig mad, kaffe, te og kage.
Hold øje med begivenhed på denne side 🙏

Har du selv tænkt på at afholde en privat aften for dine venner, familie eller som et arrangement i din forening, så kan du se under klarsynsdemonstration her på hjemmeside

Arrangement på Tobbers Madbar er udsolgt

15. januar 2019/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Det er jo altid rart når ens virke får stor opmærksomhed :-)

Jeg har fornylig indgået et samarbejde med Tobbers Madbar i Kolding, hvor vores første arrangement mandag den 5 februar 2019 er udsolgt på

4 dage. Det er simpelthen fantastisk.

Arrangementet består af lækker mad som Tobbers selvfølgelig står for. Jeg går på platform og introducerer mig selv, hvordan jeg arbejder clairvoyant i hverdagen. Derefter klar jeg klarsyn med budskaber fra guider og afdødekontakt. Efter en kort pause hvor publikum kan nyde kaffe/te m.m. går jeg igen på med klarsyn.

Næste arrangement er fastsat til mandag den 25. marts 2019 i tidsrummet kl. 18.00 – 19.00.

Så er du opdateret:-)

GODT NYTÅR

7. januar 2019/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Godt nytår allesammen 💚
Nu er et nyt spændende år startet med masser af personlig udvikling til jer allesammen, både på et bevidst og ubevidst plan, spændende ikke sandt 😃

Min januar måned byder blandt andet på startskuddet til en ny workshop som løber over 8 aftener med start den 22. januar

” Mindfulness & Healing”

Søndag den 27 januar starter mit 4 dages kursus “Udvikling af psykiske evner – bevidst spirituel udvikling”

Allerede i morgen aften indleder jeg med min workshop
” test dine psykiske evner”
Denne workshop har jeg haft på programmet 18 gange.

Jeg har lavet en aftale med Tobbers Madbar i Kolding omkring en Klarsyns aften sidst i Januar,

Også spændende nyt omkring mit Business koncept.🙂
Et par gange om ugen er jeg at finde i Videnparken Trekantområdet, et hus hvor der er samlet 80 virksomheder.

Også en nyhed:
Mindful-Business, er et ny erhvervsnetværk som jeg står for sammen med Christian Aagaard Christensen fra Trust Life. Her har vi allerede samlet 5 virksomheds ledere til det nye netværk som fokuserer på de bløde værdier 🙏 Her påregner vi opstart ultimo februar måned

Clairvoyant rådgivning - Mind Body Soul - Peer Mathiesen

Spirituel rejse til Indien, Himalaya bjergene – Del 6 Triyugi Narayan tempel

18. december 2018/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Denne morgen er vi tidlig oppe, vi skal besøge Triyugi Narayan templet som ligge nordpå, og vejen derop skulle være alt andet end fremragende. Men nu har jeg jo efterhånden prøvet lidt på turen hvad dårlige veje angår. Så jeg tænker hvad der skulle være anderledes denne gang ;-)

Morgenmaden er som altid klar da jeg når ned i restauranten, det gør godt med en kop kaffe og lidt havregrød. Er spændt på hvad der venter på turen. Jeg har jo læst og hørt om templet ” Triyugi Narayan ” – her indgik Shiva og Parvati ægteskab, og den hellige ild som stadig brænder inde i templet er aldrig gået ud siden ægteskabet. Det siges også at du ved at besøge templet kan opleve dit eget indre bryllup, hvor krop og sjæl smelter sammen. Klokken nærmer sig afgangstidspunktet, vi har aftalt at mødes klokken 07.00. Det er køligt da jeg stepper ned af trapperne mod bilen, så lynlåsen er knappet helt op til hagen. Ray Singh og Jeevan er klar så vi stiger ind i en kold bil og begiver os ud på vores næste destination. Der er ikke mange biler på vejen da vi kører ned af bjerget til Guptkashi. Lokalbefolkningen går i begge vejsider, både kvinder, mænd og skolebørn som er startet på den lange vej i skolen. Der er ingen kære mor her, de har ikke andre muligheder. De er alligevel glade og tilfredse, sådan ser det ud. De smiler og går i små grupper af 3-5. (i min næste beretning skriver jeg mere om skolebørn i deres uniformer)

Efterhånden begynder temperaturen at stige i bilen, så jeg smider min jakke. Frem med kortet for at følge med på ruten samtidig med at jeg nyder den smukke natur.

Vi kører ca. 1 1/2 time så pludselig går det rigtig stejlt opad og der kommer flere mennesker på vejene. Det er altid tegnet på at man nærmer sig en landsby. Ganske rigtigt dukker der bygninger op efter nogle minutter. Byen ligner de andre vi har kørt forbi. Husene ligger tæt på hinanden på begge sider af vejen. Nu siger jeg huse, men der er også lokale butikker der er faldefærdige som er lavet af store blikplader. Vi gør holdt ved indgangs porten til templet og for at melde vores ankomst ringer vi med klokken ved porten til templet.

Der er en helt speciel vibration og energi på dette magiske sted. Selvom der er lidt larm fra beboerne omkring templet er man helt inde i sig selv, nærværende og afslappet. Vi taler ikke da vi går ind på området, det er koldt, solen er ikke brudt igennem skydækket. Vi tager sko og strømper af og bevæger os ned til noget bassin lignende. Vi skal vaske vores hænder og fødder i det iskolde vand. Derefter går vi hen til en præst som skal lave en puja for Jeevan og mig. Han synger nogle mantra meget hurtigt, og på præstens anvisninger skal vi smide bl.a. ris m.m. ind i et bål. Efter Puja går vi ind i templet. Her ser vi nogle lokale præster som holder live i bålet, som efter sagnet har brændt siden Shiva og Parvati indgik ægteskabet. Vi må ikke tage billeder indenfor. Så ser det lidt mærkeligt ud at de moderne præster har deres mobiltelefoner liggende ;-)

Jeg mediterer og kan ikke mærke det indre ægteskab, MEN der er er masser af energi i templet. Så meditationen bliver meget god. Hver gang jeg forlader et tempel tænker jeg på hvornår jeg igen får muligheden for at besøge disse smukke og magiske steder!

Vi går udenfor og jeg siger til Jeevan at jeg gerne lige vil meditere op ad templet inden vi tager vores strømper og sko på. Jeg er ikke den eneste der mediterer omkring templet. Også lokale mænd sidder i en meditativ tilstand. Kan mærke at mine sanser er åbne og at energierne flyver rundt omkring mig. Jeg kan mærke solen på min krop, og så tænker man hvilken kraft den har og hvor afhængige vi er af solens stråler. Jeg går op til Jeevan som sidder og tager fodtøj på. Det samme gør jeg og vi gør os klar til at gå ned til Ray Singh som venter ved bilen.

Vi kører ud af byen, næste stop er fabrikken vi besøgte i går, men hvor vi ikke kunne komme op med bilen grundet et vejarbejde. Det tager en rum tid at køre op til fabrikken. Vi kører godt og vel 2 timer. Ejeren er ikke kommet, men hans nærmeste medarbejder er klar til at vise kollektionen. ALT er håndlavet.

De normale halstørklæder tager omkring 4 timer at producere på en rok. Der er forskellige materialer de er lavet af. Uld kan fås i forskellige kvaliteter, der er også hamp halstørklæder så udvalget er stort. Jeg får købt til min familie hjemme i Danmark. Ejeren ankommer til administrationsbygningen da vi er færdige med indkøbet. De indvilliger i at stille op til fælles fotografering, ejeren, hans kone og nogle medarbejdere. Vi tager afsked, tak for denne gang.

Klokken er blevet frokosttid, så vi skal afsted mod Kedar Camp. Turen tager ca 45 minutter og jeg vil lige op i mit telt og gøre mig lidt frisk til frokost. Jeg er hundesulten :-)

Kokken kommer straks farende da han ser mig og spørger om jeg ikke vil spise på min lille terrasse foran teltet. Det er jeg da med på og lidt efter kommer han med en bakke fyldt med lækkerier. Alle disse skåle med mad kan næsten ikke stå på mit lille cafébord. Maden smager fantastisk, igen, igen. Masser af friske grønsager, suppe, ost, brød etc. Kaffe bliver der også serveret, og så smider jeg benene opad og læser i mine bøger.

Lidt efter kan jeg høre nogle lyde, lidt pusten, vand der løber ud af en hane. Så ser jeg en lokal indisk kvinde der har været ude på marken og hente planter komme gående fra stuen op til første sal. :-) jeg valgte jo et telt som lå øverst oppe og som man kommer til via en trappe. Kvinden kommer op til mig, jeg bukker, samler mine hænder ” namaste” – det samme gør kvinden. hun er vel omkring 70 år og tørrer sveden af panden. Jeg griber muligheden og spørger om jeg ikke må fotografere hende. Jeg gør knipse bevægelsen “kamera” hun smiler og nikker, men peger på hendes tøj. det skal lige sættes rigtigt. Hun tørrer ansigtet med hendes tørklæde og så er hun ellers klar til fotografering. Hun mumler og gestikulerer at hun må videre op ad bjerget. Ja, ja , de er vokset op med hårdt arbejde og anvender benene til det vi har fået dem til!

Jeevan kigger også forbi og spørger om alt er vel. Han tilbyder at jeg kan tage med ned til Guptkashi by. Det er min sidste dag i Kedar Camp og Så har jeg muligheden for at købe nogle gaver til mine børn. Vi aftaler at mødes på et bestemt tidspunkt. Det er vist godt at få sig rørt ovenpå dette konge måltid.

Vi mødes foran campen og skyder genvej igennem nogle marker og skove. Der er meget stejlt. Vi møder nogle børn og også nogle unge drenge der LØBER opad bjerget. WOW…. forklaring følger lidt senere. Vi når ned til byen og starter med at købe en lokal te. Det er nu sidst på eftermiddagen og der er livlig trafik i byen, ikke biler, men gående lokale mennesker. Det er fedt at se på, at dufte og høre når de taler sammen. Man bliver glad i låget at se på deres glæde og den frihed de har. At de kan dyrke deres religion i fred og ro som skaber en god balance i dem selv. Jeg får købt nogle lokalt producerede produkter. Glad for at Jeevan spurgte om jeg ville med, så støtter jeg nogle hårdt arbejdende mennesker og ikke lufthavnen i New Delhi.

Vi begynder vores tur hjemad og det går rigtig opad. På et tidspunkt kommer vi forbi nogle unge mennesker der står foran en bygning, og der står et skilt foran. “Youth Foundation” – det er en militær skole for unge mænd der søger om optagelse til militæret i Indien. Der er skrappe krav, bl.a. til fysikken, og her kommer de 2 mænd ind i billedet vi mødte på vej ned af bjerget. De var ude at løbetræne, hvilket sted at udøve deres træning, puuuh.

De stiller stolte op til fotografering. Får at vide at ikke alle på billedet går på skolen, men de er også velkommen. De unge mænd bor på skolen i godt 3 måneder før de skal til selve optagelsesprøven.

Vi når Kedar Camp da solen er ved at gå ned bag bjergene som jeg skal nyde for sidste gang denne sene eftermiddag. Der bliver lidt tid i teltet, et dejligt fortjent brusebad. Brusebad skal man give besked om et par timer inden. Det har noget med varmtvandsbeholderen i teltet at gøre. Det styrer den lokale kok.

Der er pyntet op i restauranten, mit sidste aftensmåltid skal fejres. Så der er tændt op i brændeovnen og de har fundet nogle dannebrogs papirflag frem. Jeg bliver godt forkælet denne aften. Jeg får sagt pænt farvel til kokken der proklamerer kaffe og småkager i teltet. Jeg gør tegn på “om en time”. Jeg er godt fyldt op og vil ud at gå en tur på denne stjerneklare aften som igen byder på stilhed, hunde der gør, duften fra bål i det fjerne og den smukkeste nattehimmel man kan forestille sig.

Jeg er ude en times tid og da jeg ankommer til mit lille hjem står kaffen på natbordet med ekstra mange småkager i skålen. Og guess hvad, også varmedunke ligger under min dyne. Jeg får smidt tøjet, finder en kryds og tværs frem og drikker en kop kaffe med en småkage til. Godnat

Vi nærmer os indgangsporten til Triyugi Naryan templet

Indgangsporten, klokken ses hængende i midten.

Templet med bassin foran. Her vasker man fødder, ansigt og hænder

Jeevan gør klar til vask!

Smukt tempel og meget gammelt

Vi gør klar til Puja med den lokale præst

Engelsk forklaring på sagnet

Fabriksejeren nummer to fra højre side. Smukke produkter af bl.a. rent uld sælges her

Straks jeg var ankommet til Kedar Camp stod frokosten klar

Jeg får kokken til at posere i lokalt kokketøj

Prøv lige at se disse lækkerier

Den lokale ældre kvinde har sat tøjet og viser sig stolt frem. Respekt

Hos denne kvindelige butiksejer købte jeg børnetøj

De er brødre, og det er storebror der ejer biksen. Her fik vi lokal te

Unge militær bejlere som er nogle fysiske pragt eksemplarer

Det hedder militærskolen

Lokale søskende tæt på Kedar Camp.

Sidste aftensmåltid på Kedar Camp

Klarsynsaften guide og afdødekontakt – bytte gaver og mundgodt

14. december 2018/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Tirsdag den 11 december 2018 havde jeg fornøjelsen af at afholde et julearrangement hvor temaet var klarsynsaften med budskaber fra guider og afdøde relationer.

Der var en rigtig god energi fra starten. Efter en kort introduktion sang vi en salme ” Dejlig er jorden” for at køre energien endnu mere op. Jeg gennemførte en meditation med deltagerne hvorefter jeg gik i gang med klarsyn. Der var både guider og afdøde igennem. Efter 45 minutter med klarsyn var der tid til en pause med hjemmebagt æblekage, brunkager, kaffe og te. der blev hygget og grinet. Så var vi ellers klar til 2 del af klarsyn. Her var energien endnu bedre så budskaberne var meget rammende og præcise. Kl 21.00 var det slut med klarsyn og så var det tid til at bytte gaver.

Alle deltagerne havde på forhånd fået besked om, at de skulle tage en lille gave med. Så der er vel ikke en bedre måde at slutte en vellykket aften af på !

Tak for tilliden til alle deltagerne, det var en fantastisk spændende aften. På min Facebook side Lyst til livet kan du læse nogle kommentarer fra deltagerne.

Deltagernes gaver finder sin plads under juletræet

Fire friske deltagere som bragte god energi og humør med

Der bliver hygget med kage

Spirituel rejse til Indien, Himlayaa bjergene – Del 5 Kalimath templet m.m.

3. december 2018/0 Kommentarer/i Nyhed, Uncategorized /af lyst-til-livet

Det var en lidt varmere fornøjelse at sove i teltet denne nat. Havde strømper og t-shirt på og sammen med mine varmedunke var det god nats søvn. Men når man skal tisse en tår er der jo ingen kære mor. Jeg havde dog undladt at lyne lynlåsen ind til det separate toilet, så det gik stærkt :-)

Jeg er hundesulten og glæder mig til at komme ned i restauranten som IKKE er et telt, men en hyggelig bygning af mursten. Alt er serveret da jeg ankommer til restauranten. Skal bare lige skænke kaffen op, så er jeg klar. Som altid er der en stor skål kogt havregrød der skal lægge bunden, toastbrød, tomater og et kogt æg blive der også plads til.

Får gjort mig klar til den næste store oplevelse, rygsækken pakkes med fotoapparat, kort over området, vand etc. Vi skal mødes kl. 08.00 nede ved bilen. Jeevan og Ray Singh er også ankommet , så vi får startet bilen og kører afsted. Solen er ikke rigtig brudt frem over bjergene, så det er lidt småkoldt i bilen.

Pludselig standser bilen efter et par kilometer og Jeevan stiger ud. Han kigger på mig og smiler. Han vil have at jeg skal stige ud. Hmmm…. det viser sig at jeg ikke rigtig har fået med at vi skal gå ned til Kalimath templet. I bilen tager det en time, det samme på gåben. Spændende, det glæder jeg mig til, så får mit grej ud af bilen så Ray Singh kan komme afsted. Det skal vise sig at blive en anderledes tur end vi umiddelbart havde regnet med. Det er vildt spændende at gå på små stier i et vildt fremmed land hvor vegetationen adskiller sig meget fra den danske.Vi går ned af bjerget og møder en masse fra lokalbefolkningen, ligefra skolebørn og til bønder der skal på marken. På et tidspunkt hvor vi er nået ned af det stejle stykke af bjerget kommer vi til et hus der ser meget nyt ud. Det ser faktisk ud til at være helt nyt bygget men et flot og specielt design. Huset er placeret på en græsplæne/mark med træer på. Foran huset leger en lille smuk dreng, han er vel en seks år gammel. Døren til huset er åben, så da vi siger hej til drengen kommer hans far ud. Han ligner i hvert fald ikke en bonde. Han er meget venlig, vi hilser på hinanden og han spørger om vi vil med indenfor og have en kop te. Det må vi desværre sige pænt nej til da vi skal nå frem i god tid. Det viser sig at han arbejder på en fabrik der producerer tørklæder. (den hører i mere om senere)

Jeg nyder at gå her i denne smukke og rene natur. Ingen larm og det dufter bare så frisk så mine sanser er helt åbne. Vi taler ikke sammen Jeevan og jeg, passer mig fint så jeg kan nyde omgivelserne. Stien er så lille at vi går i hønsegang :-)

På et tidspunkt kommer vi igennem en skov hvor vi møder mor og datter bærende på græs og grene. det er til deres ko der skal have lidt at spise. Jeg spørger høfligt om jeg må tage et billede af dem begge to, mor vinker afværgende. Hendes datter vil gerne stille op til fotografering, virker som om hun ikke har prøvet det før. Hun sørger lige for at hendes farverige klæder sidder nogenlunde og at jeg kan se hendes smykker. Jeg får taget billedet og viser hende portrættet. Jeg siger ” very good picture ” – hun smiler lidt genert og ryster på hovedet, ikke helt tilfreds.

Kort efter kommer vi forbi deres meget lille hytte hvor de bor 4 personer. Hendes mor og far, datteren og hendes mand. Meget primitivt men igen, de er ikke vant til andet. de har deres ko som er hellig og som de malker hver dag. Stress er et ubekendt begreb!

Vi mødes en skov hvor der gror Rhododendron som ikke “står i fuldt flor” – men det dufter vildt godt og meget frisk. Man bliver jo helt glad i låget, da det er første gang at jeg går i en skov med disse smukke planter.

Nu er vi tæt på floden, kan høre en dump brusen Jeg er spændt på at besigtige broen, de fleste jeg har set i dette område har været lavet af jernkonstruktioner.

Vi får os en lille overraskelse, broen er væk, og de første tanker man gør sig er om vi bliver nødt til at vende om. Ovre på den anden side befinder der sig nogle unge mennesker som får øje med os. De råber noget på indisk og Jeevan svarer straks. Får nu at vide at broen er blevet skyllet væk af smeltende isvand fra bjergene, men at de lokale har fundet en midlertidig løsning på passagen. Det viser sig at de har spændt nogle tove over floden på hvilke der er fastgjort en stor metalkasse lukket på alle sider (heldigvis) På den måde kan de transportere mennesker over, og på den måde holde gang i passagen. De sender den ene unge mand over i kurven for at hente Jeevan og mig. Det bliver man jo lidt høj af, at skulle improvisere på denne udfordrende måde. Jeg tænker slet ikke på om tovene kan holde, det har vel sørget for at tjekke med diverse statiske beregninger. Det gør Jeevan og jeg lidt grin med. Jeg må holde fast i denne oplevelse og optager passagen på video. Det er et super minde at tage med hjem. Turen tager ikke mange sekunder, floden er en mini udgave af Ganges floden. Vi kommer tørskoet over på den anden side, vi vil betale for de unge mænds anstrengelser, men de nægter at tage imod en form for betaling. De siger til Jeevan at alle transporteres gratis over! Jeg lægger mærke til at der står lasede telte på bredden af floden, her lever der mennesker fortæller Jeevan. “Som sidespring kan jeg lige berette, at vi ser rigtig mange vejarbejdere som sover i vejsiden i intermistiske telte. Udenfor teltene har de lavet et bål for ikke at fryse.”

Vi fortsætter vores trekking, nu op af en meget stejl klippeside som jeg tænker må give den mest fantastiske udsigt over bjergene når vi når op. Ganske rigtig kan vi se ned i en dal, og Jeevan peger ud i det fjerne “Kalimath” Det er svært at se enkelte bygninger, men noget er der i hvert fald kan jeg slå fast. Vi får noget vand inden vi fortsætter og alt imens nyder vi den flotte udsigt. Jeg kan mærke at jeg ikke bliver træt eller mættet af at se disse smukke panoramaer, Nu går vejen af en lille sti som løber langs med bjerget og forude kan jeg se, at det går rimeligt stejl nedad. Nu begynder landsbyen Kalimath at

omme til syne, snart kan man se enkelte bygninger, så dukker templet op i horisonten. Nu går det kun nedad og vi tager nogle billeder af byen fra denne side.Nogle minutter går der, så står vi ved udkanten af landsbyen, og man mødes af mange forskellige dufte som bl.a. er fra mad, lugten fra bål, træer, køer og da vi når ned på markedspladsen/torvet hvor Kalimath templet ligger er det duften fra røgelser der når vores næsebor. Vi ser kun lokale beboere omkring templet, og se, det er nemlig det fantastiske! At være total i den hinduistiske kultur og være den eneste europæer i Landsbyen Kalimath. Mens vi gør os klar til bare tæer lægger jeg mærke til, at de lokale betragter mig. Men på en god og venlig måde. Vi rejser os og hilser og bukker “namaste”. Der er trygt at have Jeevan ved min side, der er ingen sprogbarrierer, ingen misforståelser når der bliver kommunikeret på hindi, en af de mange anerkendte sprog og dialekter i Indien. Jeevan taler med en lokal præst ved templet om at være med til en “Puja” som er en lokal tilbedelse til guderne indenfor hinduismen. Med til puja hører også en offer gave til guderne. Derfor bliver jeg udstyret med alskens offer gaver, bl.a. lidt kokosnød, vand, ris m.m. Alt ligger på et fad som jeg holder mens jeg mediterer i templet. Jeg får også en rød/gul plet i min pande, nærmere betegnet i mit ajna center (klarsyn). Farven betyder at man tilbeder Vishnu ikke at forveksle med kvindernes røde prik i panden, “Bindi” (ikke enker) Den røde farve betegnes nemlig af gamle Hindu alkymister som frugtbar sæd.

Templet er rundt så man har mulighed for at gå hele vejen rundt og finde en ledig plads. Der er en del lokale i templet men jeg finder en plads tæt på indgangen.

Jeg får også et slør som har den karakteristiske røde/gule farve. Så er jeg udstyret til “Puja” mens der bliver sunget mantra og forskellige klokker spiller i smukke duetter. Der er en meget god vibration i dette tempel. Når vi husker på at energi følger tanken er det ikke så underligt. man kan mærke kærlighed, tryghed og giver automatisk slip på alle tanker. Selvom der er lyde omkring har jeg alligevel en følelse af stilhed. Jeevan fortæller hvad jeg skal kaste ind til guderne, så mit fad med offer gaver tømmes lidt efter lidt.

Jeg forlader templet med fornyet energi og en oplevelse rigere. Jeevan får fat på den lokale præst som har ledet ceremonien. Han vil heldigvis meget gerne fotograferes sammen med mig. Han er utrolig venlig og smilende.

Vi går en tur omkring markedspladsen og besøger de forskellige boder hvor man kan købe offer gaver. De lokale køber også ind her så sælgerne ser ud til at være tilfredse. Vi tager os god til til at fornemme energien og stemningen, at være bevidst om at bruge sanserne. Det er kolossalt fredfyldt her og som mange af de andre steder kan det være svært at komme videre. Jeg tænker igen på hvor fedt der er at denne rejse ikke er skemalagt ned i detaljer. Ingen at tage hensyn til og stadig mulighed for at lægge mere ind i dagens program. Og det er netop hvad vi gør denne formiddag. Jeevan og jeg går over for at møde Ray Singh som har parkeret bilen tæt på byen. Vi taler om hav vi nu skal finde på? Jeevan og Ray Singh tager en snak på hindi, jeg forstår selvfølgelig ikke en klap, men kan ud fra deres fagter, attitude og tonefald se at de ikke er helt enige :-) Det drejer sig om selve køreturen til det nye sted, de er åbenbart ikke enige om ruten og hvor lang tid det tager. Jeevan oversætter lidt så jeg kan følge med. De smiler begge to, de er blevet enige går jeg ud fra.

Vi skal ud på en lille køretur, igen ikke langt i luftlinje, men det er igen nålesving op og ned af bjerge, men de er utrolig flotte disse køreture. Vi møder jo ikke kun bjerge, også lokalbefolkningen, køer på vejene, spisesteder i blikskure helt ud til kanten af bjergene m.m.

Turen tager ca. 45 minutter, vi skal besøge en lille landsby som blev total udslettet i 2013 af oversvømmelse da floden gik over sine breder på grund af monsunregnen. Voldsomme stenskred skyllede hele byen væk og hundredevis af mennesker omkom. Det vidner kæmpesten om som ligger der hvor floden rev sine ofre med sig. Da vandet omsider trak sig tilbage fandt man mange døde under de kæmpe sten. Nu er myndighederne så i gang med at sikre stedet hvis det skulle gentage sig.

Stedet hedder Kotmaheshwar og der ligge et tempel på stedet. Heldigvis er templet bygget højere oppe så det var ikke i fare under oversvømmelsen. Vi parkerer bilen på vejen som automatisk stopper… er også skyllet væk. Vi går ned af en stejl skråning og lokale arbejdere er i gang med at sikre stedet med bl.a.med konstruktioner af beton. Vi passerer over nogle kæmpe sten og man kan sagtens fornemmer hvor mange kræfter der har været på spil her. Vi kravler opad en skrænt og kan se templet der dukker frem på toppen. Det er et forholdsvis lille tempel som man bare kan gå ind i uden at blive afkrævet nogen for for betaling. Inde i templet er der et billede af en lokal præst som viet sit liv til at bede i dette tempel. Han døde for nogle år tilbage. Jeg mediterer kort inde i templet og går ud til Jeevan og Ray Singh. Da vi kom op til templet lagde jeg mærke til en gammel bygning, forfalden og meget primitiv. Jeg går hen og kigger ind. Her ser jeg en gammel mand med laset tøj, beskidt og meget langt skæg. Han er barfodet og siger ingenting. Jeg bukker og hilser pænt “namaste” – han gør det samme – peger på min mobil og laver knipse bevægelsen. Han siger intet men nikker. Han kommer ud af huset hvis eneste interiør er et gammelt bord, en seng samt en stol. Jeg får taget mit billede og takker mange gange, han løfter den ene hånd og går ind i hytten. Han kommer ud og giver mig en stykke indpakket avispapir, ca. 5 x 5 cm, indeni er der lidt salt, og det skulle betyde at han velsigner mig. Jeg er meget taknemmelig, for energi følger som vi ved tanken, så det tolker jeg positivt som et godt tegn. Jeg smiler til ham men han beholder stadig den samme attitude. Venlig men alvorlig, og ikke en lyd kommer over hans læber.

Vi vender blikket mod bilen, en lille prik, oppe på vejen og tager samme vej retur mens jeg går og tænker på det scenarie der har udspillet sig her for blot 5 år siden.

Nu er det ved at være frokosttid, vi har madpakker med og holder inde på en af de utallige mange små cafeer der ligge langs vejene oppe i bjergene. Netop her på dette stykke er der mange muligheder for at spise vores frokost. Der holder busser ind til vejsiden som har sat passagerer af der ligesom os skal nyde lidt mad. Vi vælger en mindre café som er ejet af mand og kone. De er utrolig venlige. Straks vi har sat os ned kommer manden over til os og sender hans kone ud i køkkenet. Jeevan fortæller at vi har vores egen mad med, men manden insisterer på at servere nogle friske stegte grøntsager. Jeevan går op til køkkenet og taler med manden. Han kommer tilbage og forklarer at han har bedt om at grøntsager skal være skyllet i frisk vand og steges god igennem. Vi spiser kun de stegte grøntsager og vores madpakke ikke andet. Og køber vand fra flaske til mig. Jeevan og Ray Singh har en anden bakterieflora end mig, så de tager vand direkte fra hanen.Grøntsagen hedder Bhindi Bhadji “okra” og ligner bladselleri af farven men ikke af smagen. Man kalder dem også “long fingers” lange og tynde. De smager frisk og er meget proteinrig. Vi får os spist godt mætte og må videre til næste stop. En fabrik i nærheden af Guptkashi som fremstille tørklæder, sjal m.m. Men inden vi kører videre skal jeg have taget et billede af vores værter. De stille gerne op og fortæller at deres rigtige hus ligger længere op af bjerget. Smukkere, meget smukkere end caféen siger de stolt på Hindi, Jeevan oversætter.

Vi kører vel i godt en time, på veje , der virkelig er dårlige. Vejene er meget smalle og der er ingen autoværn og meget langt ned. Jeg tager nogle billeder som dokumentation. Vi når sikkert frem til lagerhallen som er et meget stor blikskur, og produktions lokalet ligger på den anden side af vejen. Her står der spinderokke men ingen til at betjene dem! Vi finder ud af at det er søndag så de kvindelige ansatte har fri. Vi vil fortsætte op til administrationsbygningen men må opgive da de er ved at renovere vejen. Der er en god kø af biler op af bjerget. Der er mange ansatte arbejdere, flertallet står og kigger og taler i mobiltelefoner mens andre knokler. Vi sidder fast i køen og vil vende om da indehaveren af fabrikken kommer kørende i sin bil og hilser på . Han foreslår os at tage turen på gåben op til administrationsbygningen hvis vi har lyst til en tur op af bjerget over mark , og sti.Vi aftaler at mødes i morgen omkring middagstid. Han vender sin bil og kører hjem. Vi aftaler med Ray Singh at han skal køre tilbage til den sidste by vi passerede inden dette vejarbejde. Jeevan og jeg sætter i gang og når Adm. bygningen efter ca. 20 minutter. Så har jeg set den, kommer jo igen i morgen. Vi Tager turen ned mod byen hvor Ray Singh venter i bilen. Det er en fantastisk smuk tur med en enestående udsigt. Der er musestille selvom klokken er omkring 15.00. Ligesom alt er gået i stå. Ingen vind, ingen støj kun lyde fra køer et stykke borte. Luften er ubeskrivelig, så vi bliver stående et par minutter inden vi forsætter ned af bjerget. Vi kommer først ind til byen, Ray Singh er ikke kommet. Så kan vi lige nå at gå hen ad gaden som er fyldt med små butikker. der er kæmpe huller i vejen så af og til må bilerne holde tilbage for hinanden. Det må være hårdt for støddæmperne. Så kan vi se vores bil og nu er der adgang til Kedar Camp Resort. Vi har jo sparet lidt tid på bekostning af vejarbejdet og vores nye aftale i morgen, så da vi når Guptkashi by står Jeevan og jeg af bilen og tager de sidste kilometer op til Kedar Camp til fods. Det tager ca. en halv time og er en god måde at slutte eftermiddagen af på. Jeg er kun lige kommet op i lejren da kokken tager fat i mig. “can i serve coffee” yep, det er simpelthen ren hygge, og da solen ikke er gået ned bag bjergene tager jeg plads foran mit telt, får fat i en god bog og smider fødderne op.

Forestil jer dette scenarie: Udsigt til Himalaya bjergene mod Nord, rigtig god kaffe med indiske cookies og en god gang litterær indblik. Så jeg nyder hvert et sekund i mit eget nærvær og tager nogle notater fra de oplevelser jeg har fået i dag. Det er retreat på højeste hylde.

Da det er januar måned bliver det lidt småkoldt da solen forsvinder bag bjergene. Jeg trækker mig tilbage i teltet og smider mig på sengen, denne gang med dansk krydsord. Fra hjertet op i hjernen. Restauranten byder som alle aftener på 4-5 skåle fyldt med mad, og det er altså verdensklasse mad med så ufattelig meget smag i. Og jeg lærer det aldrig ” fylder mig godt op” og så spørger kokken endda om jeg skal have skåle fyldt op ;-)

Jeg må som de øvrige aftener tager mine løbesko på og gå en god tur i mørket og nyde den klare nattehimmel, duften fra bål og hunde der gør.

Da jeg ankommer til teltet har kokken været med aftenkaffe og cookies, og varmedunke ligger under dynen. Er taknemmelig for endnu en fantastisk dag i “the mighty Himalayas” – godnat

Lokale børn i Guptkashi tidlig morgen

Far og søn foran deres nye hus. Vi blev inviteret indenfor til te, men havde desværre ikke tid

Mor og datter arbejder i marken. Datter vil gerne stille op til fotografering

Vi gik igennem en rhododendron skov.

Her er erstatningen for den bort skyllede bro.

En af de unge mænd er klar til at transportere over i kurven

Jeevan er klar, og jeg er på vej

Sådan lever de også i Himalaya bjergene

Kalimath i sigte – man kan skimte templet til venstre i billedet. Den røde bygning

Det farverige Kalimath tempel – hvor jeg skal meditere og medvirke i en “Puja”

Meditere til mantra og Puja. Offer gaver har jeg på fadet, bl.a. kokos, ris blomster etc. Skal kastes ind bag tremmer.

Her er jeg fotograferet med præsten som ledede ceremonien “Puja”. Foran templet også en siddende hinduist

En butiksejer som sælger Puja artikler anbragt på fade

Så er vi nået til katastrofe området, Kotmaheshwar som blev totalt ødelagt under monsunen i 2013. Ray Singh passer en intermistisk overgang

Man kan forestille sig hvilke naturkræfter der har været på spil. Store stenskred som skyldes massive oversvømmelser. Man fandt mange døde under stenene

Det lokale tempel som heldigvis lå højt oppe så oversvømmelser ikke nåede op til området

Den afbillede døde præst som har viet sit liv for at holde templet kørende.

Jeg fik denne hinduist til at komme ud fra sin stue, han fortrak ikke en mine, men var meget venlig. Han gave mig en indpakket gave i avispapir indeholdende salt.

På vej op til bilen. Bemærk de grønne etage marker i baggrunden. Ray Singh og Jeevan er kommet lidt bagud :-)

Vores medbragte madpakke med pandekager og spicy sauce. Og så diskede ægteparret op med stegte grøntsager og frisk vand på flaske

Ægteparret der ejer caféen stiller gerne op til fotografering. Derinde sad vi og spiste frokost. Det er standarden oppe i bjergene. Ægteparret bor ikke her, men i et rigtig hus oppe i bjergene. Caféen er deres levebrød

Jeg fotograferer ud af vindue i bilen, bemærk ingen autoværn og temlig tæt på kanten

Dagens sidste udflugtssted. Jeg sidder ved en spinderokke hvor lokale kvinder arbejder 4 timer på et tørklæde af ren uld. Super kvalitet. Det er jo søndag i dag, så arbejderne har fri.

Fredfyldt smukt landskab. Det er søndag eftermiddag og man er mættet af indtryk dagen igennem. Og at være lige her på dette fredfyldte sted kan ikke beskrives. Det skal opleves med alle sanser åbne.

Spirituel rejse til Indien – Himalaya bjergene – Del 4 Tungnath templet og “land of the gods”

20. november 2018/0 Kommentarer/i Nyhed /af lyst-til-livet

Lørdag den 20. januar 2018

Jeg starter ikke lige fra morgenstunden, men midt om natten i mit telt næsten uden en trevl på kroppen. Nu kan jo bedre forstå, at medarbejderen fra Kedar Camp resort lagde 2 varme vanddunke under min inden jeg lade mig til at sove. Nu er der en isnende kulde og der er ingen kære mor. “Jeg skal tisse”. Så jeg løber ud af sengen, og må konstantere, at jeg har lynet ned til toilettet. Så sitrende af kulde får jeg aktiveret lynlåsen og forrettet min nødtørft.

Hurtig tilbage under den varme dyne. der er ikke meget varme tilbage i varmedunkene så de ryger ned på gulvet.

Jeg falder heldigvis hurtigt i søvn og er frisk kl. 06.00 hvor vækkeuret ringer. Solen er ikke stået op så jeg skynder mig hurtigt at komme i tøjet. Må jo her på den hårde måde opleve at mit tøj ikke er varmt. Det er rart at få mit special indkøbte trekker tøj på inklusive nye vandrestøvler. Så føler mig total klar til at trekke i bjerge.

Morgenmaden er serveret da jeg kommer ned i restauranten. Der er dejlig frisk brygget kaffe og selvfølgelig kogt havregrød.

Får depoterne fyld godt op, ved at vi skal ud på en ca. 2 timers køretur i bjergene. Efter morgenmaden får jeg pakket min rygsæk og taget nogle billeder af billeder af de sne klædte og Høje Himalaya bjerge. Solen er begyndt at stå op og solstrålerne gør kroppen rigtig godt.

Da jeg kommer ned til bilen kan jeg se at Jeevan og Ray også er køreklare. Vi kommer afsted på rette tidspunkt og jeg får lejlighed til at kigge på ruten på landkortet. Tungnath templet er kun en spytklat væk i luftafstand, men vejen er meget op og ned i bjergene, og vejene omkring Guptkashi er alt andet end gode. det er spændende af følge de lokale på vejene. De har jo ingen biler så det foregår på gåben. Og det gælder både unge og gammel, nogle med tung oppakning på ryggen. Ingen kære mor her!

Vi når byen Chopta, nu er vi meget tæt på og vi kan med stor glæde konstantere at vi er meget heldige med vejret. På denne årstid midt i januar måned kan der være risiko for snevejr og ufremkommelige veje. Ray Singh får parkeret bilen, kan mærke at man efter en køretur på næsten 2 timer skal have gang i benene.

Vi få taget et par billeder før vi begiver os ud på en 3 kilometers vandring op til Tungnath templet. Jeg har fået for meget tøj på og må skifte til noget mere passende, solen er ved at få kræfter. Vi starter med at gå og passerer nogle bygninger hvor der sidder 3 mænd ved et bålsted. De siger et eller andet på indisk og Jeevan taler med dem. Han løber derefter tilbage til vores bil for at hente nogle penge. Man skal åbenbart betale vejskat og Jeevan siger at de ikke tager pis på os. De har vist ham noget legitimation. Alt i orden og vi fortsætter vores tur opad. Det viser sig at være mere hårdt end jeg havde regnet med, for det går virkelig opad. Selve teknikken er heller ikke uvigtig, så Jeevan forklarer lidt om hvordan man skal tage sine skridt. Han siger at vores udgangs tempo har været for højt. Nok typisk mig tænker jeg, så kommer konkurrence mennesket op i mig, skal træne med mod uret. Jeg har sat mit GPS på uret til, så der står hvor hurtigt går. Vi tager det nu mere rolig og drikker masser af væske undervejs. Vi kan skimte Tungnath templet og det kan ikke beskrives hvor smukt det er heroppe i godt og vel 3.000 meters højde. Ingen skyer på himlen, solen varmer igennem så vi nu overvejer om vi skal gå i kortærmet bluse. Luften er bare så ren, det dufter af natur uden menneskelig indflydelse. Det er sjældent man oplever det. Langt nede kan vi skimte røg fra nogle bål, lokale beboere.

Vi passerer forbi nogle unge ingeniør studerende fra New Delhi. De samtaler kort med Jeevan og hilser meget pænt.

Udsigten bliver smukkere og smukkere, nu tegner der sig et smukt billede af dette over 3.000 år gamle tempel. Foran templet er der en muret åben indgang lavet af murværk som er farvet i gul. Der hænger en stor klokke som man skal aktivere når man passerer igennem åbningen. ” ankommet til Tungnath templet ” i 3.460 meters højde. Man forstår ikke hvordan man kunne bygge dette tempel i denne højde. det er mine første tanker der går igennem mit hovedet.

Her er ikke en lyd bortset fra lyden af klokken når vi passerer igennem muråbningen. Sanserne er virkelig på arbejde heroppe, man er ligesom meget mere bevidst, man skal have det hele med. For hvem ved hvornår man vender tilbage til dette smukke sted. Jeg sætter mig ned og prøver på at vende blikket indad. Men det virker svært, min puls er stadig lidt oppe efter lidt over en times trekking.

Vi får drukket en masse vand og nyder udsigten mens vi spejder rundt til alle sider. Vi er blevet enige om ikke at tale til hinanden ved tempelbesøg. Her vil jeg være nærværende og mærke energien. Efter en halv time spørger Jeevan om jeg er klar til det sidste stykke op af bjerget. De sidste 600 meter opad til Chandrashila bjerget som ligge i 4060 meter højde. Også kaldt ” land of the gods” På bjerget kan man kigge 360 grader rundt.

Oppe på toppen er der også her en klokke som vi skal aktivere , så er vi ankommet til toppen af Chandrashila. Legenderne lyver ikke, udsigten og omgivelserne kan ikke beskrives. Vi kan se hele vejen rundt og mit blik fanger den høje Himalaya bjergekæde mod nord, og især mod bjerget Chaukhamba som er 7.160 meter høj. Og det virker så tæt på og er også kun 20 km væk i luftlinie.

Jeg bliver helt høj af dette smukke sted, har ikke lyst til at tage afsted igen, tænker det nå være fantastisk at sove heroppe. Jeevan hiver et par madpakker op af rygsækken. dem har Kedar Camp Resort stået for. Jeg er hundesulten efter fast føde. Tror ikke man kan finde et smukkere sted at spise frokost. Jeg tager vildt mange billeder, både med mobilen og mit Canon kamera. Vi optager også en video 360 grader rundt. Jeg sætter mig hen for at meditere en halv times tid og takker universet for denne oplevelser. Jeevan fortælle at det er vigtigt at sende bønner op til universet om at have muligheden for at besøge stedet igen. Jeg sender bønner ud til nord, syd, øst og vest :-)

(Jeg kan jo godt uden at røbe for meget, at jeg senere på ugen skal opleve et pragtfuldt sted. Kartik Swami templet)

Vi er på Chandrashila bjerget i omkring 2 timer, så må vi desværre begynde nedstigningen for at nå resten af programmet denne dag.

Jeg behøver vel ikke nævne noget om, at nedstigningen er betydelig nemmere en opad. :-)

Jeevan advarer mod glatte steder, der ligge sne rundt omkring. På et tidspunkt er jeg lidt fraværende, og vupti, ligger jeg ned. Take care råber Jeevan og i den forbindelse må han også et smut på rumpen. Og det må han misandten igen lidt senere.

Vi når ned til bilen og får smidt overtøjet, temperaturen er et stykke over 20 grader nu. Vi nyder solen og får noget vand og er klar til at køre videre. Vi kører ca. 1/2 timer hvor vi ankommer til et lille hotel som ligger meget afsides på vej ned af et bjerg. Det ligner ikke et hotel, men kan ved selvsyn se at der ligger værelser på 1 sal. De værelser kan ikke være særlig store.

Vi får os en dejlig lokal te godt med sukker i og får forrettet vores nødtørft. oprindeligt var planen, at vi skulle hjem til Kedar Camp Resort og slappe af. det er midt på eftermiddagen og vi bliver enige om at besøge templet i Okhimath, som efter planen var programsat til i morgen. Det er dejligt at jeg rejser på denne fleksible måde, der kan hurtigt ændres i planlægningen.

Vi kører ca. 1 time og ankommer til Okhimath, Det er en meget lille landsby som ligger på en bjergskråning. Vi finder hurtigt templet men vi kan desværre ikke komme ind. Derfor beslutter jeg mig for at meditere foran templet. Der er mange lyde fra lokalbefolkningen, en frygtelig masser fluer og så gøres der klar til en ceremoni henimod aften. Jeg mediterer ca. 20 minutter og går hen til Jeevan. Han siger at vi skal ind på den lokale og have byens te. Spændende, jo mere lokalt jo bedre. Vi sidder under et halvtag i byens eneste café som er et slidt skur. Vi tager plads ved bordet og Ray Singh læser den lokale sprøjte. Ude foran caféen sidder nogle af byens mænd og ryger cigarretter og drikker te. Jeevan fortæller at deres koner er ude på marken. Vi beslutter os til at gå ned i udkanten af byen, det er jo lørdag, og Jeevan fortæller at den lokale ceremoni omhandler Lord Shiva. de skulle komme op ad af vejen vi nu befinder os ved. Der er kun mænd der deltager i optoget som samles på byens torv hvor templet også ligger. Vi møder nogle kvinder der kommer direkte fra marken og som slæber rundt på buske og planter. Vi møder også de hellige køer som går samme vej som kvinderne, de bærer ikke på noget!

Lidt efter kommer optoget op af den stejle vej. Det sker til masser af sang og lyde af klokker og trommer. Mændene vil gerne fotograferes, ikke med store smil men lidt alvorlige. Vi følger optoget op til templet men går ikke af samme indgang til torvet. Vi går rundt om og møder kvinderne med deres børn som skal overvære ceremonien. Der er en lille bakke hvor kvinderne sidder sidder, vi holder os lidt i baggrunden. Den lokale præst synger nogle vers og de andre mænd synger efter. Der er masser af larm nu og skæbnen vil at både mobil og kamera går ud. Ikke mere batteri, så vi beslutter at forlade denne store oplevelse af lokal karakter.

Vi kan se Guptkashi fra byen Okhimath som ligger på den anden side af floden. Det tager ca en time at køre til Kedar Camp Resort. Solen er gået ned bag bjergene da vi ankommer til campen. Jeg bliver straks spurgt om jeg vil have en kop kaffe op til teltet. Jeg får den serveret på cafébordet foran teltet. Får smidt støvler strømper og kigger billeder fra den dag der er gået. jeg er mættet af oplevelser og nyder nu stilheden i campen. Inden aftensmad tager jeg et frisk brusebad i teltet, er godt svedig efter vandreturen. Maden smager som altid vanvittig godt og jeg spiser alt for meget, så jeg må ud på min lille private vandretur i mørket. op af bjergsiden, kigger på stjerner, dufte og lytte. Det er virkelig magisk det her.

Da jeg ankommer til mit telt er kaffe og småkager serveret på natbordet, varmedunke er under dynen så nu mangler der kun en god bog. Læser ikke længe, får lidt mere tøj på end sidste nat :-)