Denne morgen er vi tidlig oppe, vi skal besøge Triyugi Narayan templet som ligge nordpå, og vejen derop skulle være alt andet end fremragende. Men nu har jeg jo efterhånden prøvet lidt på turen hvad dårlige veje angår. Så jeg tænker hvad der skulle være anderledes denne gang ;-)

Morgenmaden er som altid klar da jeg når ned i restauranten, det gør godt med en kop kaffe og lidt havregrød. Er spændt på hvad der venter på turen. Jeg har jo læst og hørt om templet ” Triyugi Narayan ” – her indgik Shiva og Parvati ægteskab, og den hellige ild som stadig brænder inde i templet er aldrig gået ud siden ægteskabet. Det siges også at du ved at besøge templet kan opleve dit eget indre bryllup, hvor krop og sjæl smelter sammen. Klokken nærmer sig afgangstidspunktet, vi har aftalt at mødes klokken 07.00. Det er køligt da jeg stepper ned af trapperne mod bilen, så lynlåsen er knappet helt op til hagen. Ray Singh og Jeevan er klar så vi stiger ind i en kold bil og begiver os ud på vores næste destination. Der er ikke mange biler på vejen da vi kører ned af bjerget til Guptkashi. Lokalbefolkningen går i begge vejsider, både kvinder, mænd og skolebørn som er startet på den lange vej i skolen. Der er ingen kære mor her, de har ikke andre muligheder. De er alligevel glade og tilfredse, sådan ser det ud. De smiler og går i små grupper af 3-5. (i min næste beretning skriver jeg mere om skolebørn i deres uniformer)

Efterhånden begynder temperaturen at stige i bilen, så jeg smider min jakke. Frem med kortet for at følge med på ruten samtidig med at jeg nyder den smukke natur.

Vi kører ca. 1 1/2 time så pludselig går det rigtig stejlt opad og der kommer flere mennesker på vejene. Det er altid tegnet på at man nærmer sig en landsby. Ganske rigtigt dukker der bygninger op efter nogle minutter. Byen ligner de andre vi har kørt forbi. Husene ligger tæt på hinanden på begge sider af vejen. Nu siger jeg huse, men der er også lokale butikker der er faldefærdige  som er lavet af store blikplader. Vi gør holdt ved indgangs porten til templet og for at melde vores ankomst ringer vi med klokken ved porten til templet.

Der er en helt speciel vibration og energi på dette magiske sted. Selvom der er lidt larm fra beboerne omkring templet er man helt inde i sig selv, nærværende og afslappet. Vi taler ikke da vi går ind på området, det er koldt, solen er ikke brudt igennem skydækket. Vi tager sko og strømper af og bevæger os ned til noget bassin lignende. Vi skal vaske vores hænder og fødder i det iskolde vand. Derefter går vi hen til en præst som skal lave en puja for Jeevan og mig. Han synger nogle mantra meget hurtigt, og på præstens anvisninger skal vi smide bl.a. ris m.m. ind i et bål. Efter Puja går vi ind i templet. Her ser vi nogle lokale præster som holder live i bålet, som efter sagnet har brændt siden Shiva og Parvati indgik ægteskabet. Vi må ikke tage billeder indenfor. Så ser det lidt mærkeligt ud at de moderne præster har deres mobiltelefoner liggende ;-)

Jeg mediterer og kan ikke mærke det indre ægteskab, MEN der er er masser af energi i templet. Så meditationen bliver meget god. Hver gang jeg forlader et tempel tænker jeg på hvornår jeg igen får muligheden for at besøge disse smukke og magiske steder!

Vi går udenfor og jeg siger til Jeevan at jeg gerne lige vil meditere op ad templet inden vi tager vores strømper og sko på. Jeg er ikke den eneste der mediterer omkring templet. Også lokale mænd sidder i en meditativ tilstand. Kan mærke at mine sanser er åbne og at energierne flyver rundt omkring mig. Jeg kan mærke solen på min krop, og så tænker man hvilken kraft den har og hvor afhængige vi er af solens stråler. Jeg går op til Jeevan som sidder og tager fodtøj på. Det samme gør jeg og vi gør os klar til at gå ned til Ray Singh som venter ved bilen.

Vi kører ud af byen, næste stop er fabrikken vi besøgte i går, men hvor vi ikke kunne komme op med bilen grundet et vejarbejde. Det tager en rum tid at køre op til fabrikken. Vi kører godt og vel 2 timer. Ejeren er ikke kommet, men hans nærmeste medarbejder er klar til at vise kollektionen. ALT er håndlavet.

De normale halstørklæder tager omkring 4 timer at producere på en rok. Der er forskellige materialer de er lavet af. Uld kan fås i forskellige kvaliteter, der er også hamp halstørklæder så udvalget er stort. Jeg får købt til min familie hjemme i Danmark. Ejeren ankommer til administrationsbygningen da vi er færdige med indkøbet. De indvilliger i at stille op til fælles fotografering, ejeren, hans kone og nogle medarbejdere. Vi tager afsked, tak for denne gang.

Klokken er blevet frokosttid, så vi skal afsted mod Kedar Camp. Turen tager ca 45 minutter og jeg vil lige op i mit telt og gøre mig lidt frisk til frokost. Jeg er hundesulten :-)

Kokken kommer straks farende da han ser mig og spørger om jeg ikke vil spise på min lille terrasse foran teltet. Det er jeg da med på og lidt efter kommer han med en bakke fyldt med  lækkerier. Alle disse skåle med mad kan næsten ikke stå på mit lille cafébord. Maden smager fantastisk, igen, igen. Masser af friske grønsager, suppe, ost, brød etc. Kaffe bliver der også serveret, og så smider jeg benene opad og læser i mine bøger.

Lidt efter kan jeg høre nogle lyde, lidt pusten, vand der løber ud af en hane. Så ser jeg en lokal indisk kvinde der har været ude på marken og hente planter komme gående fra stuen op til første sal. :-) jeg valgte jo et telt som lå øverst oppe og som man kommer til via en trappe. Kvinden kommer op til mig, jeg bukker, samler mine hænder ” namaste” – det samme gør kvinden. hun er vel omkring 70 år og tørrer sveden af panden. Jeg griber muligheden og spørger om jeg ikke må fotografere hende. Jeg gør knipse bevægelsen “kamera” hun smiler og nikker, men peger på hendes tøj. det skal lige sættes rigtigt. Hun tørrer ansigtet med hendes tørklæde og så er hun ellers klar til fotografering. Hun mumler og gestikulerer at hun må videre op ad bjerget. Ja, ja , de er vokset op med hårdt arbejde og anvender benene til det vi har fået dem til!

Jeevan kigger også forbi og spørger om alt er vel. Han tilbyder at jeg kan tage med ned til Guptkashi by. Det er min sidste dag i Kedar Camp og Så har jeg muligheden for at købe nogle gaver til mine børn. Vi aftaler at mødes på et bestemt tidspunkt. Det er vist godt at få sig rørt ovenpå dette konge måltid.

Vi mødes foran campen og skyder genvej igennem nogle marker og skove. Der er meget stejlt. Vi møder nogle børn og også nogle unge drenge der LØBER  opad bjerget. WOW…. forklaring følger lidt senere. Vi når ned til byen og starter med at købe en lokal te. Det er nu sidst på eftermiddagen og der er livlig trafik i byen, ikke biler, men gående lokale mennesker. Det er fedt at se på, at dufte og høre når de taler sammen. Man bliver glad i låget at se på deres glæde og den frihed de har. At de kan dyrke deres religion i fred og ro som skaber en god balance i dem selv. Jeg får købt nogle lokalt producerede produkter. Glad for at Jeevan spurgte om jeg ville med, så støtter jeg nogle hårdt arbejdende mennesker og ikke lufthavnen i New Delhi.

Vi begynder vores tur hjemad og det går rigtig opad. På et tidspunkt kommer vi forbi nogle unge mennesker der står foran en bygning, og der står et skilt foran. “Youth Foundation” – det er en militær skole for unge mænd der søger om optagelse til militæret i Indien. Der er skrappe krav, bl.a. til fysikken, og her kommer de 2 mænd ind i billedet vi mødte på vej ned af bjerget. De var ude at løbetræne, hvilket sted at udøve deres træning, puuuh.

De stiller stolte op til fotografering. Får at vide at ikke alle på billedet går på skolen, men de er også velkommen. De unge mænd bor på skolen i godt 3 måneder før de skal til selve optagelsesprøven.

Vi når Kedar Camp da solen er ved at gå ned bag bjergene som jeg skal nyde for sidste gang denne sene eftermiddag. Der bliver lidt tid i teltet, et dejligt fortjent brusebad. Brusebad skal man give besked om et par timer inden. Det har noget med varmtvandsbeholderen i teltet at gøre. Det styrer den lokale kok.

Der er pyntet op i restauranten, mit sidste aftensmåltid skal fejres. Så der er tændt op i brændeovnen og de har fundet nogle dannebrogs papirflag frem. Jeg bliver godt forkælet denne aften. Jeg får sagt pænt farvel til kokken der proklamerer kaffe og småkager i teltet. Jeg gør tegn på “om en time”. Jeg er godt fyldt op og vil ud at gå en tur på denne stjerneklare aften som igen byder på stilhed, hunde der gør, duften fra bål i det fjerne og den smukkeste nattehimmel man kan forestille sig.

Jeg er ude en times tid og da jeg ankommer til mit lille hjem står kaffen på natbordet med ekstra mange småkager i skålen. Og guess hvad, også varmedunke ligger under min dyne. Jeg får smidt tøjet, finder en kryds og tværs frem og drikker en kop kaffe med en småkage til. Godnat

Vi nærmer os indgangsporten til Triyugi Naryan templet

Indgangsporten, klokken ses hængende i midten.

Templet med bassin foran. Her vasker man fødder, ansigt og hænder

Jeevan gør klar til vask!

Smukt tempel og meget gammelt

Vi gør klar til Puja med den lokale præst

Engelsk forklaring på sagnet

Fabriksejeren nummer to fra højre side. Smukke produkter af bl.a. rent uld sælges her

Straks jeg var ankommet til Kedar Camp stod frokosten klar

Jeg får kokken til at posere i lokalt kokketøj

Prøv lige at se disse lækkerier

Den lokale ældre kvinde har sat tøjet og viser sig stolt frem. Respekt

Hos denne kvindelige butiksejer købte jeg børnetøj

De er brødre, og det er storebror der ejer biksen. Her fik vi lokal te

Unge militær bejlere som er nogle fysiske pragt eksemplarer

Det hedder militærskolen

Lokale søskende tæt på Kedar Camp. 

Sidste aftensmåltid på Kedar Camp