Det var en lidt varmere fornøjelse at sove i teltet denne nat. Havde strømper og t-shirt på og sammen med mine varmedunke var det god nats søvn. Men når man skal tisse en tår er der jo ingen kære mor. Jeg havde dog undladt at lyne lynlåsen ind til det separate toilet, så det gik stærkt :-)

Jeg er hundesulten og glæder mig til at komme ned i restauranten som IKKE er et telt, men en hyggelig bygning af mursten. Alt er serveret da jeg ankommer til restauranten. Skal bare lige skænke kaffen op, så er jeg klar. Som altid er der en stor skål kogt havregrød der skal lægge bunden, toastbrød, tomater og et kogt æg blive der også plads til.

Får gjort mig klar til den næste store oplevelse, rygsækken pakkes med fotoapparat, kort over området, vand etc. Vi skal mødes kl. 08.00 nede ved bilen. Jeevan og Ray Singh er også ankommet , så vi får startet bilen og kører afsted. Solen er ikke rigtig brudt frem over bjergene, så det er lidt småkoldt i bilen.

Pludselig standser bilen efter et par kilometer og Jeevan stiger ud. Han kigger på mig og smiler. Han vil have at jeg skal stige ud. Hmmm…. det viser sig at jeg ikke rigtig har fået med at vi skal gå ned til Kalimath templet. I bilen tager det en time, det samme på gåben. Spændende, det glæder jeg mig til, så får mit grej ud af bilen så Ray Singh kan komme afsted. Det skal vise sig at blive en anderledes tur end vi umiddelbart havde regnet med. Det er vildt spændende at gå på små stier i et vildt fremmed land hvor vegetationen adskiller sig meget fra den danske.Vi går ned af bjerget og møder en masse fra lokalbefolkningen, ligefra skolebørn og til bønder der skal på marken. På et tidspunkt hvor vi er nået ned af det stejle stykke af bjerget kommer vi til et hus der ser meget nyt ud. Det ser faktisk ud til at være helt nyt bygget men et flot og specielt design. Huset er placeret på en græsplæne/mark med træer på. Foran huset leger en lille smuk dreng, han er vel en seks år gammel. Døren til huset er åben, så da vi siger hej til drengen kommer hans far ud. Han ligner i hvert fald ikke en bonde. Han er meget venlig, vi hilser på hinanden og han spørger om vi vil med indenfor og have en kop te. Det må vi desværre sige pænt nej til da vi skal nå frem i god tid. Det viser sig at han arbejder på en fabrik der producerer tørklæder. (den hører i mere om senere)

Jeg nyder at gå her i denne smukke og rene natur. Ingen larm og det dufter bare så frisk så mine sanser er helt åbne. Vi taler ikke sammen Jeevan og jeg, passer mig fint så jeg kan nyde omgivelserne. Stien er så lille at vi går i hønsegang :-)

På et tidspunkt kommer vi igennem en skov hvor vi møder mor og datter bærende på græs og grene. det er til deres ko der skal have lidt at spise. Jeg spørger høfligt om jeg må tage et billede af dem begge to, mor vinker afværgende. Hendes datter vil gerne stille op til fotografering, virker som om hun ikke har prøvet det før. Hun sørger lige for at hendes farverige klæder sidder nogenlunde og at jeg kan se hendes smykker. Jeg får taget billedet og viser hende portrættet. Jeg siger ” very good picture ” – hun smiler lidt genert og ryster på hovedet, ikke helt tilfreds.

Kort efter kommer vi forbi deres meget lille hytte hvor de bor 4 personer. Hendes mor og far, datteren og hendes mand. Meget primitivt men igen, de er ikke vant til andet. de har deres ko som er hellig og som de malker hver dag. Stress er et ubekendt begreb!

Vi mødes en skov hvor der gror Rhododendron som ikke “står i fuldt flor” – men det dufter vildt godt og meget frisk. Man bliver jo helt glad i låget, da det er første gang at jeg går i en skov med disse smukke planter.

Nu er vi tæt på floden, kan høre en dump brusen  Jeg er spændt på at besigtige broen, de fleste jeg har set i dette område har været lavet af jernkonstruktioner.

Vi får os en lille overraskelse, broen er væk, og de første tanker man gør sig er om vi bliver nødt til at vende om. Ovre på den anden side befinder der sig nogle unge mennesker som får øje med os. De råber noget på indisk og Jeevan svarer straks. Får nu at vide at broen er blevet skyllet væk af smeltende isvand fra bjergene, men at de lokale har fundet en midlertidig løsning på passagen. Det viser sig at de har spændt nogle tove over floden på hvilke der er fastgjort en stor metalkasse lukket på alle sider (heldigvis) På den måde kan de transportere mennesker over, og på den måde holde gang i passagen. De sender den ene unge mand over i kurven for at hente Jeevan og mig. Det bliver man jo lidt høj af, at skulle improvisere på denne udfordrende måde. Jeg tænker slet ikke på om tovene kan holde, det har vel sørget for at tjekke med diverse statiske beregninger. Det gør Jeevan og jeg lidt grin med. Jeg må holde fast i denne oplevelse og optager passagen på video. Det er et super minde at tage med hjem. Turen tager ikke mange sekunder, floden er en mini udgave af Ganges floden. Vi kommer tørskoet over på den anden side, vi vil betale for de unge mænds anstrengelser, men de nægter at tage imod en form for betaling. De siger til Jeevan at alle transporteres gratis over! Jeg lægger mærke til at der står lasede telte på bredden af floden, her lever der mennesker fortæller Jeevan. “Som sidespring kan jeg lige berette, at vi ser rigtig mange vejarbejdere som sover i vejsiden i intermistiske telte. Udenfor teltene har de lavet et bål for ikke at fryse.”

Vi fortsætter vores trekking, nu op af en meget stejl klippeside som jeg tænker må give den mest fantastiske udsigt over bjergene når vi når op. Ganske rigtig kan vi se ned i en dal, og Jeevan peger ud i det fjerne “Kalimath” Det er svært at se enkelte bygninger, men noget er der i hvert fald kan jeg slå fast. Vi får noget vand inden vi fortsætter og alt imens nyder vi den flotte udsigt. Jeg kan mærke at jeg ikke bliver træt eller mættet af at se disse smukke panoramaer, Nu går vejen af en lille sti som løber langs med bjerget og forude kan jeg se, at det går rimeligt stejl nedad. Nu begynder landsbyen Kalimath at

omme til syne, snart kan man se enkelte bygninger, så dukker templet op i horisonten. Nu går det kun nedad og vi tager nogle billeder af byen fra denne side.Nogle minutter går der, så står vi ved udkanten af landsbyen, og man mødes af mange forskellige dufte som bl.a. er fra mad, lugten fra bål, træer, køer og da vi når ned på markedspladsen/torvet hvor Kalimath templet ligger er det duften fra røgelser der når vores næsebor. Vi ser kun lokale beboere omkring templet, og se, det er nemlig det fantastiske! At være total i den hinduistiske kultur og være den eneste europæer i Landsbyen Kalimath. Mens vi gør os klar til bare tæer lægger jeg mærke til, at de lokale betragter mig. Men på en god og venlig måde. Vi rejser os og hilser og bukker “namaste”. Der er trygt at have Jeevan ved min side, der er ingen sprogbarrierer, ingen misforståelser når der bliver kommunikeret på hindi, en af de mange anerkendte sprog og dialekter i Indien. Jeevan taler med en lokal præst ved templet om at være med til en “Puja” som er en lokal tilbedelse til guderne indenfor hinduismen. Med til puja hører også en offer gave til guderne. Derfor bliver jeg udstyret med alskens offer gaver, bl.a. lidt kokosnød, vand, ris m.m. Alt ligger på et fad som jeg holder mens jeg mediterer i templet. Jeg får også en rød/gul plet i min pande, nærmere betegnet i mit ajna center (klarsyn). Farven betyder at man tilbeder Vishnu ikke at forveksle med kvindernes røde prik i panden, “Bindi” (ikke  enker) Den røde farve betegnes nemlig af gamle Hindu alkymister som frugtbar sæd.

Templet er rundt så man har mulighed for at gå hele vejen rundt og finde en ledig plads. Der er en del lokale i templet men jeg finder en plads tæt på indgangen.

Jeg får også et slør som har den karakteristiske røde/gule farve. Så er jeg udstyret til “Puja” mens der bliver sunget mantra og forskellige klokker spiller i smukke duetter. Der er en meget god vibration i dette tempel. Når vi husker på at energi følger tanken er det ikke så underligt. man kan mærke kærlighed, tryghed og giver automatisk slip på alle tanker. Selvom der er lyde omkring har jeg alligevel en følelse af stilhed. Jeevan fortæller hvad jeg skal kaste ind til guderne, så mit fad med offer gaver tømmes lidt efter lidt.

Jeg forlader templet med fornyet energi og en oplevelse rigere. Jeevan får fat på den lokale præst som har ledet ceremonien. Han vil heldigvis meget gerne fotograferes sammen med mig. Han er utrolig venlig og smilende.

Vi går en tur omkring markedspladsen og besøger de forskellige boder hvor man kan købe offer gaver. De lokale køber også ind her så sælgerne ser ud til at være tilfredse. Vi tager os god til til at fornemme energien og stemningen, at være bevidst om at bruge sanserne. Det er kolossalt fredfyldt her og som mange af de andre steder kan det være svært at komme videre. Jeg tænker igen på hvor fedt der er at denne rejse ikke er skemalagt ned i detaljer. Ingen at tage hensyn til og stadig mulighed for at lægge mere ind i dagens program. Og det er netop hvad vi gør denne formiddag. Jeevan og jeg går over for at møde Ray Singh som har parkeret bilen tæt på byen. Vi taler om hav vi nu skal finde på? Jeevan og Ray Singh tager en snak på hindi, jeg forstår selvfølgelig ikke en klap, men kan ud fra deres fagter, attitude og tonefald se at de ikke er helt enige :-)  Det drejer sig om selve køreturen til det nye sted, de er åbenbart ikke enige om ruten og hvor lang tid det tager. Jeevan oversætter lidt så jeg kan følge med. De smiler begge to, de er blevet enige går jeg ud fra.

Vi skal ud på en lille køretur, igen ikke langt i luftlinje, men det er igen nålesving op og ned af bjerge, men de er utrolig flotte disse køreture. Vi møder jo ikke kun bjerge, også lokalbefolkningen, køer på vejene, spisesteder i blikskure helt ud til kanten af bjergene m.m.

Turen tager ca. 45 minutter, vi skal besøge en lille landsby som blev total udslettet i 2013 af oversvømmelse da floden gik over sine breder på grund af monsunregnen. Voldsomme stenskred skyllede hele byen væk og hundredevis af mennesker omkom. Det vidner kæmpesten om som ligger der hvor floden rev sine ofre med sig. Da vandet omsider trak sig tilbage fandt man mange døde under de kæmpe sten. Nu er myndighederne så i gang med at sikre stedet hvis det skulle gentage sig.

Stedet hedder Kotmaheshwar og der ligge et tempel på stedet. Heldigvis er templet bygget højere oppe så det var ikke i fare under oversvømmelsen. Vi parkerer bilen på vejen som automatisk stopper… er også skyllet væk. Vi går ned af en stejl skråning og lokale arbejdere er i gang med at sikre stedet med bl.a.med konstruktioner af beton. Vi passerer over nogle kæmpe sten og man kan sagtens fornemmer hvor mange kræfter der har været på spil her. Vi kravler opad en skrænt og kan se templet der dukker frem på toppen. Det er et forholdsvis lille tempel som man bare kan gå ind i uden at blive afkrævet nogen for for betaling. Inde i templet er der et billede af en lokal præst som viet sit liv til at bede i dette tempel. Han døde for nogle år tilbage. Jeg mediterer kort inde i templet og går ud til Jeevan og Ray Singh. Da vi kom op til templet lagde jeg mærke til en gammel bygning, forfalden og meget primitiv. Jeg går hen og kigger ind. Her ser jeg en gammel mand med laset tøj, beskidt og meget langt skæg. Han er barfodet og siger ingenting. Jeg bukker og hilser pænt “namaste” – han gør det samme – peger på min mobil og laver knipse bevægelsen. Han siger intet men nikker. Han kommer ud af huset hvis eneste interiør er et gammelt bord, en seng samt en stol. Jeg får taget mit billede og takker mange gange, han løfter den ene hånd og går ind i hytten. Han kommer ud og giver mig en stykke indpakket avispapir, ca. 5 x 5 cm, indeni er der lidt salt, og det skulle betyde at han velsigner mig. Jeg er meget taknemmelig, for energi følger som vi ved tanken, så det tolker jeg positivt som et godt tegn. Jeg smiler til ham men han beholder stadig den samme attitude. Venlig men alvorlig, og ikke en lyd kommer over hans læber.

Vi vender blikket mod bilen, en lille prik, oppe på vejen og tager samme vej retur mens jeg går og tænker på det scenarie der har udspillet sig her for blot 5 år siden.

Nu er det ved at være frokosttid, vi har madpakker med og holder inde på en af de utallige mange små cafeer der ligge langs vejene oppe i bjergene. Netop her på dette stykke er der mange muligheder for at spise vores frokost. Der holder busser ind til vejsiden som har sat passagerer af der ligesom os skal nyde lidt mad. Vi vælger en mindre café som er ejet af mand og kone. De er utrolig venlige. Straks vi har sat os ned kommer manden over til os og sender hans kone ud i køkkenet. Jeevan fortæller at vi har vores egen mad med, men manden insisterer på at servere nogle friske stegte grøntsager. Jeevan går op til køkkenet og taler med manden. Han kommer tilbage og forklarer at han har bedt om at grøntsager skal være skyllet i frisk vand og steges god igennem. Vi spiser kun de stegte grøntsager og vores madpakke ikke andet. Og køber vand fra flaske til mig. Jeevan og Ray Singh har en anden bakterieflora end mig, så de tager vand direkte fra hanen.Grøntsagen hedder Bhindi Bhadji “okra” og ligner bladselleri af farven men ikke af smagen. Man kalder dem også “long fingers” lange og tynde. De smager frisk og er meget proteinrig. Vi får os spist godt mætte og må videre til næste stop. En fabrik i nærheden af Guptkashi som fremstille tørklæder, sjal m.m. Men inden vi kører videre skal jeg have taget et billede af vores værter. De stille gerne op og fortæller at deres rigtige hus ligger længere op af bjerget. Smukkere, meget smukkere end caféen siger de stolt på Hindi, Jeevan oversætter.

Vi kører vel i godt en time, på veje , der virkelig er dårlige. Vejene er meget smalle og der er ingen autoværn og meget langt ned. Jeg tager nogle billeder som dokumentation. Vi når sikkert frem til lagerhallen som er et meget stor blikskur, og produktions lokalet ligger på den anden side af vejen. Her står der spinderokke men ingen til at betjene dem! Vi finder ud af at det er søndag så de kvindelige ansatte har fri. Vi vil fortsætte op til administrationsbygningen men må opgive da de er ved at renovere vejen. Der er en god kø af biler op af bjerget. Der er mange ansatte arbejdere, flertallet står og kigger og taler i mobiltelefoner mens andre knokler. Vi sidder fast i køen og vil vende om da indehaveren af fabrikken kommer kørende i sin bil og hilser på . Han foreslår os at tage turen på gåben op til administrationsbygningen hvis vi har lyst til en tur op af bjerget over mark , og sti.Vi aftaler at mødes i morgen omkring middagstid. Han vender sin bil og kører hjem. Vi aftaler med Ray Singh at han skal køre tilbage til den sidste by vi passerede inden dette vejarbejde. Jeevan og jeg sætter i gang og når Adm. bygningen efter ca. 20 minutter. Så har jeg set den, kommer jo igen i morgen. Vi Tager turen ned mod byen hvor Ray Singh venter i bilen. Det er en fantastisk smuk tur med en enestående udsigt. Der er musestille selvom klokken er omkring 15.00. Ligesom alt er gået i stå. Ingen vind, ingen støj kun lyde fra køer et stykke borte. Luften er ubeskrivelig, så vi bliver stående et par minutter inden vi forsætter ned af bjerget. Vi kommer først ind til byen, Ray Singh er ikke kommet. Så kan vi lige nå at gå hen ad gaden som er fyldt med små butikker. der er kæmpe huller i vejen så af og til må bilerne holde tilbage for hinanden. Det må være hårdt for støddæmperne. Så kan vi se vores bil og nu er der adgang til Kedar Camp Resort. Vi har jo sparet lidt tid på bekostning af vejarbejdet og vores nye aftale i morgen, så da vi når Guptkashi by står Jeevan og jeg af bilen og tager de sidste kilometer op til Kedar Camp til fods. Det tager ca. en halv time og er en god måde at slutte eftermiddagen af på. Jeg er kun lige kommet op i lejren da kokken tager fat i mig. “can i serve coffee”  yep, det er simpelthen ren hygge, og da solen ikke er gået ned bag bjergene tager jeg plads foran mit telt, får fat i en god bog og  smider fødderne op.

Forestil jer dette scenarie: Udsigt til Himalaya bjergene mod Nord, rigtig god kaffe med indiske cookies og en god gang litterær indblik. Så jeg nyder hvert et sekund i mit eget nærvær og tager nogle notater fra de oplevelser jeg har fået i dag. Det er retreat på højeste hylde.

Da det er januar måned bliver det lidt småkoldt da solen forsvinder bag bjergene. Jeg trækker mig tilbage i teltet og smider mig på sengen, denne gang med dansk krydsord. Fra hjertet op i hjernen. Restauranten byder som alle aftener på 4-5 skåle fyldt med mad, og det er altså verdensklasse mad med så ufattelig meget smag i. Og jeg lærer det aldrig ” fylder mig godt op” og så spørger kokken endda om jeg skal have skåle fyldt op ;-)

Jeg må som de øvrige aftener tager mine løbesko på og gå en god tur i mørket og nyde den klare nattehimmel, duften fra bål og hunde der gør.

Da jeg ankommer til teltet har kokken været med aftenkaffe og cookies, og varmedunke ligger under dynen. Er taknemmelig for endnu en fantastisk dag i “the mighty Himalayas”  – godnat

Sådan lever de også i Himalaya bjergene

Jeg fotograferer ud af vindue i bilen, bemærk ingen autoværn og temlig tæt på kanten