Spirituel rejse til Indien – Himalaya bjergene – Del 3 køretur gennem nålesving til Guptkashi
Denne morgen byder på lidt af en overraskelse. Jeg hører en mistænkelig lyd fra balkonen, og det lyder som om at nogen vil ind af døren til værelset. Den første tanke der går gennem mit hoved “er der tyve på spil” – kan dog se at døren til balkonen er låst. Så kan jeg også høre lyde som minder om vingeslag. Jeg bliver nysgerrig og åbner forsigtig døren ud til balkonen. Til min store overraskelse sidder der en stor fugl i den modsatte ende af balkonen, som faktisk er pæn stor. Nu ser jeg at der faktisk er 2 fugle af samme slags. (slog dem op på nettet efterfølgende. det viste sig at være store indiske næsehornsfugle. Se billede nederst) Ud fra deres adfærd gætter jeg på at det er han og hun. Det er en stor oplevelse at være så tæt på disse smukke fugle som holder et godt øje med mig. Jeg lader dem sidde i fred og ro, så må jeg se om de stadig er på balkonen når jeg skal afsted. Skal lige huske at tage et par billeder af Ganges floden.
Det gør godt at få et rustikalt morgen måltid. Jeg elsker deres havregrød som skiller sig meget ud fra den danske. Det smager meget bedre og så er der en smule sukker i. Og tag ikke fejl af deres kaffe, den er rigtig god. Så er jeg tanket op, klar til ca. 200 kilometer i bil gennem Himalaya bjergene med masser af nålesving. Mine venner, næsehornsfuglene er fløjet,
så kan tage billeder i fred og ro.
Som jeg havde forventet er min chauffør og guide en smule forsinket, ikke meget, det er noget man skal regne med hernede. Jeg venter i hotellets foyer og tager nogle billeder. Glæder mig til vores køretur, har fået et kort udleveret så jeg kan følge turen fra bagsædet.
Det skal lige nævnes at jeg hjemmefra har købt en pakke hvor jeg på hele turen kan råde over en ok bil, chauffør og guide. Det gør turen mere fleksibel, vi kan ændre rækkefølgen på aktiviteter etc.
Jeevan kommer ind i Foyr og jeg peger smilende på mit ur. Jeevan smiler og giver chaufføren Ray Sing skylden. jeg smiler tilbage og blinker med øjnene. 200 km gennem Himalaya bjergene er langt, så det er vigtigt med en god tone og atmosfære :-)
Rishikesh er metropol for udlændinge fra hele verden, og de fylder godt op i landskabet da vi kører ud af porten mod ” Mighty Himalayas” , og vupti, så er der næsten ingen mennesker på vejen. Nu er vi jo ikke de eneste der skal op i bjergene, men alt virker så roligt, så jeg synker automatisk dybere ned i sædet mens jeg kigger ud af vinduerne i bilen. Det er fedt at sidde bagved, Jeevan og Ray Singh sidder og taler meget hurtigt. Sjovt at høre deres toneleje, det går op ned hele tiden. Ray Singh skal samtidig holde øje med trafikken, specielt forbi passerende biler. Vejene er ultra smalle i Himalaya bjergene og eneste måde at gøre dem bredere på er ved at hugge ind i bjergene, så der ligger massive store sten overalt. De er ved at gøre vejen bredere, så det bliver endnu mere sikkert at køre i dette bjergrige terræn. Et vejskilt vi møder meget tidligt og ofte på vores tur er med teksten “blow the horn” , for med alle disse nålesving både på vej op og ned af bjerget er det vigtig for modkørende trafik at vide at der kommer en modkørende.
Vi møder mange lokale turistbusser som er stuvet med passagerer og med deres bagage pakket på bussens tag. Disse buschauffører er meget dygtige til at bruge hornet med mange forskellige tonearter. På det meste af turen kører vi langs Ganges floden.
Den første by vi kommer igennem er Devprayag som er meget lang, støvet og snavset. Intet under med den trafik der passerer. Som alle andre steder er der masser af boder, mest med grønsager fra deres egen avl. Boderne er meget simple bygget op, 3 store blikplader som er samlet med lidt træ og snor. Befolkningen kender ikke til andet, mange af dem har aldrig forladt deres fødested, generationer er født og opvokset her.
Vi passerer igennem byen og udsigten er den samme. Massive bjerge og til den anden side dybe slugter, nogle steder er der ingen autoværn!
Jeg følger aktivt med på kortet og laver optegnelser. Min tanke med at rejse alene med chauffør og guide har hele været at jeg på et tidspunkt vil arrangere ture til denne smukke kultur. Vi får alle de små ting med også, stopper op når der skal tages et billede som kan give gode ideer på sigt. Jeevan guiden taler godt engelsk, så jeg spørger forsigtigt om det er muligt at tisse i vejsiden. Det er jo et fremmed land hvor religionen er hinduismen og hvor de har deres egen kultur, så for mig er det ikke en selvfølge. No problem svarer Jeevan, han skal selv slå en streg.
Ray Singh taler kun ganske få ord engelsk, eller mumler han lidt engelsk, det kan jeg slet ikke forstå. men så har han jo kropsproget og hans mimik ;-). han er en sjov fyr. Han bor med hans kone i Rishikesh, og det er kun 14 dage siden de mistede deres barn grundet sygdom. Det er hurtigt at være tilbage på arbejde, men han har ikke råd til at holde mere fri. Vi passerer nu Srinagar som ligger helt ned til Ganges floden, her skal jeg overnatte på vejen tilbage til Rishikesh. Byen er vanvittig lang, det tager en time at komme igennem byen med sneglefart. Ray Singh for brug for “blow the horn”. Mennesker stimer sammen på vejene, i øvrigt sammen med køerne som jo er hellige i Indien. Boderne ligger tæt op af hinanden. Da det er en større by findes der også større og rigtige forretninger. der er lidt mere by over det, pigerne går i pæne klæder, skolebørnene går smilende i vejsiden. Alle er vant til at der bruges bilhorn efter dem, de kigger roligt bagud og er slet ikke sure eller stressede. Det er del af deres hverdag.
Jeg kan mærke at maven trænger til lidt mad og spørger efter ” Food ” og peger på min mave og spænder armmusklerne. De griner begge to, “yes, yes” just few miles. Very nice place….. det ser jeg frem til og er meget spændt på stedet hvor vi skal indtage vores frokost. De laver i hvert fald store armbevægelser omme foran, og thumps up.
Nu kører vi opad i bjergene igen, Ganges floden bliver nu til floden “Alaknanda” og farven i vandet skifter til den smukkeste blå farve. Der går vel en halv time, så når vi spise stedet som er en lokal restaurant placeret helt ud til vejkanten. Forestil jer, der er ikke andre bygninger. Restauranten ligger helt isoleret i vejkanten og så går det ellers bare nedad. Vi går ind i restauranten, ejeren kommer os i møde, han kender både Jeevan og Ray Singh. De har en fast aftale med restauranten. Ejeren og jeg hilser på hinanden, hænder mod hinanden, og bukker mens vi siger “namaste” som betyder goddag/hej. Høflighed er vigtig i dette land. Mens vi venter på maden går jeg ud på en kæmpe balkon som ligger ud og bjergsiden, det er et fantastisk skue med Alaknanda floden der løber og snor sig mellem bjergene, og hvor der er kæmpe sandbanker ud i vandet. Indbydende til en frisk dukkert.
Maden kommer på bordet, selvfølgelig vegetar mad. Spicy, very spicy food – men det smager bare så godt. Jeg har virkelig spist fantastisk mad indtil nu, og de serverer bare så meget, og det er ligesom kroppen bare ikke siger stop. Puuuh , der ryger også meget ost ned, lækre gryderetter med grøntsager gratineret med ost. Hvem kan sige nej, ALT skal der smages på.
Efter en time går det videre, vi skal gerne nå Kedar Camp Resort sidst på eftermiddagen. Vi kommer igennem Rudprayag og holder kort ind. Der skal tages billeder af det sted hvor jeg skal bade og “døbes” på ny. det sker på tilbagevejen til Rishikesh. Byen ligger op af en bjergside, det er meget smukt. Jeevan peger på stedet hvor jeg skal i vandet. Her mødes floderne Mandakini og Alaknanda. Lige der hvor de mødes skal jeg i vandet. Vildt at tænke på. Very cold siger Jeevan og peger. Ja, ja har forstået og smiler. Vi skyder billeder og kører videre, stik nord op mod det rigtige Himalaya. Vi har kørt i Himalaya bakker siger Jeevan, nu gælder det de rigtige bjerge. Hvis man forestiller sig at der i fugleflugt ikke er mere end 30 km det sidste stykke vej. Men det tager altså bare 2 timer at køre dette sidste stykke.
Nu er jeg så rigtig spændt på at se Kedar Camp Resort i Guptkashi, min base for de næste mange dage, hvor overnatning foregår i luksustelte som der står på hjemmesiden. “Det kan jo altid snyde lidt”
Trafik er der næsten ikke mere af, den har delt sig i Rudprayg, så hornet bliver ikke brugt så flittigt mere. Der anes en meget mere afdæmpet stemning. Meget mere stilhed, andre dufte og de mennesker vi møder er også anderledes end dem vi møder i de andre byer. Det er mere bønder hvor alt er meget gammeldags. Det er svært at forklare, men det er som om mine sanser bliver mere aktive og rolige.
Vi passerer rigtig mange broer undervejs, krydser floden gang på gang og mellem bjergtoppene kan man ane de helt store bjerge i over 7.000 meters højde, med masser af sne på.
Nu ser jeg pludselig et primitivt skilt hvor der Guptkashi på, en meget lille by, faktisk ingen biler, masser af små boder så kigger aktivt omkring. Vi skal lige igennem byen, så går det mere opad, teltlejren ligger i ca. 1400 meters højde. Vi passerer en skole som jeg skriver om senere og pludselig ud af ingenting ser jeg et skilt hvor der står Kedar Camp Resort. Klokken er 16.30 lokaltid fredag den 19. januar 2018. Wow, nu er jeg mega spændt. Jeevan går lige i forvejen og der kommer straks en ansat og tager min kuffert. Vi går op af nogle trapper og møder ejeren, vi hilser pænt på hinanden. han spørger om jeg vil bo i et nyligt bygget hus med varme, der er nemlig meget meget koldt på denne årstid om natten.
Jeg vælger et telt og bliver guidet til mit telt, jeg er faktisk den eneste gæst denne uge. Så der er valgfri fra hylde et, jeg vælger et telt på øverste plateau med den bedste udsigt over de høje Himalaya bjerge.
Teltet står på en beton plade og inde i forreste rum står der to senge med sengeborde og lamper. Det er gulvtæppe i teltet, og i forlængelse er der toilet og bruser. (alt fungerer, så ved i det) Jeg får serveret dejlig kaffe med småkager i teltet, altså man bliver rigtig forkælet. Jeg har svært ved at skjule min store glæde, hvilket sted, hvilken udsigt, hvilken venlighed og hvilken stilhed. Ingenlyd udover fugle og fra personalet der cirkler omkring mig og spørger om jeg mangler noget.
Jeg får pakket ud og går en tur i campen og kigger på restaurant og den omkringliggende natur. Jeevan spørger om jeg vil med ud at se et meget smukt sted. Det vil jeg selvfølgelig. Vi går ud af vejen og skal op af en meget, meget stejl bakke. Vi passerer en ung kvinder med et stor læs planter på ryggen. Jeg spørger , help you og viser hvordan med mine arme. Det vil hun ikke og det er normalt siger Jeevan. Hun puster og sveder, det er meget stejlt. Jo, kvinder arbejder i marken, det er en del af deres kultur igennem århundreder. Vi kommer op til et lokalt tempel hvor jeg mediterer og derefter sætter vi os på kanten af bjerget/bakken i ca. 1400 meters højde og spejder udover den smukke natur. Vi kan se små bål langt nede fra de lokale beboere, det dufter bare så godt og der er musestille. Jeg stiller mig på et klippe fremspring, lidt for langt ude mener Jeevan. jeg smiler og siger ” have you seen the movie Titanic, og siger med arme op og ud til siden, i´m the king of the world ” Han kendte ikke ikke filmen.
på vej retur mødte vi nogle lokale drenge som var ved at lave et bål, dem tog jeg selvfølgelig et billede af. Tilbage i lejren var det tid til aftensmad inde i restauranten. Jeg spiste alene hver aften, kun i selskab af tjeneren som helt sikkert havde fået besked på at han skulle stå til rådighed, selvom jeg havde 5 fyldte skåle med suppe, forret, hovedretter og masser af brød. Han talte heldigvis engelsk, sagde han rolig kunne gå, jeg manglede ikke noget.
Puuuh, hvor jeg spiste meget, så meget at jeg gik en tur i mørket med en klar nattehimmel. det eneste jeg kunne se under min vandretur var hytter og hvor der stod en ko ved siden af. Var tilbage efter en halv time og straks kom kokken og spurgte hvordan maden havde smagt. Han spurgte om jeg vil have aftenkaffe med cookies. Ok da, har jo ikke spist så meget til aften :-)
Træt efter en lang dag lagde jeg mig på sengen og læste, kaffen blev serveret på bakke og med sig havde tjeneren 2 varmedunke som han lagde unden dynen. Kiggede smilende og spørgende på ham. Han sagde “cold”…… ok godnat da, tænkte så galt er det nok ikke…. bob, bob
Det hører i mere om i næste indlæg.

Udsigt fra balkon Hotel Great Ganga

Næsehornsfuglene på besøg

Indgang Hotel Great Ganga

Trafik i bjergene

Guiden Jeevan Bagerst, og chauffør Ray Singh

Rudprayag hvor jeg skal bade senere på ugen

Frokost undervejs til Kedar Camp Resort

Alaknanda floden med sandbanker

Renovering af tempel i Alaknanda floden

Telt Kedar Camp resort

Masser af plads i telte

Flot udsigt over Himalaya Bjergene fra teltet

I´m the king of the world :-)

Lokale Guptkashi drenge

God stil: Varmedunke og kaffe på bordet
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!